På gensyn Windhoek

Vi befinder os pt ved poolen, hvor vi for sidste gang nyder Afrikas sol. 

Den sidste uges tid har i det hele taget været præget af sidstegangs oplevelser og på gensyn krammere. 

Fredag fik vi taget afsked med de sødeste norske jenter, som vi efterhånden har tilbragt meget tid sammen med. Dem savner vi allerede! Samme aften lavede vi julemiddag for personalet af suppekøkkenet, som elskede vores and og ris a la mande. De havde specielt deres egen fest over at skulle finde mandlen :)

I går mandag kom så dagen hvor vi skulle sige på gensyn til suppekøkkenet, personalet og de fantastiske børn. Det er med ambivalente følelser at vi får sagt vores farvel. Der er nogle ting som vi med sikkerhed ikke kommer til at savne - som begrebet african time, men hvor er der bare mange ting vi virkelig kommer til at savne. Den livsbekræftende daglige morgensang med børnene, vil uden tvivl være under denne kategori. Sammen med vores på gensyn krammere fik vi givet børnen slik, personlige gaver til personalet samt 7 poser med vores aflagte tøj som de kan give ud. Vi nåede samtidig at få besøgt Oma, som er en bedstemor der tager sig af sine 9 børnebørn der har mistet deres forældre. Vi fik set hendes hus, og havde vores madrester med som tak! 

De to rejselystne ernæringsstuderende er klar til at skulle hjem, men det har på mange måder været en helt igennem fantastisk rejse, der har givet os rigtig meget med hjem i rygsækken (både mentalt, men så sandelig også fysisk med alle de afrikanske nips ting der bliver slæbt med hjem). 

Det bliver helt klart et på gensyn Windhoek herfra. 

Vi ses på torsdag Danmark 

På tur

Så er vi tilbage efter en dejlig tur til Victoria Falls og Etosha safari park. En masse kilometer er kørt og mange oplevelser er taget med i rygsækken, sammen med "lidt" souvenirs. Faktisk er det rygsækken størrelse der begrænser os, for vi kunne sagtens købe mere da tingene er fantastisk smukke og billige.
Vi brugte 3 dage i Zambia i Livingstone og besøgte bla Livingstone Island, som var det sted, hvor Livingstone opdagede vandfaldet for første gang. Vandfaldet er 108m højt og 1,7 km langt. I højsæson som er nu, fosser der 1 mio liter vand ned pr. sekund. Vildt. Vi var bla. ude at bade på toppen af vandfaldet. Det var en meget grænseoverskridende oplevelse men utroligt smukt. Vi var også på en båd tur op af Zambezi floden, hvor vi så elefanter, flodheste og krokodiller.
Efter Zambia tog vi tilbage til Namibia og var på safari et par dage. Vi sov i telt på campingpladsen i Etosha. Om natten kunne vi høre elefanterne trutte, mens andre lyde ikke var definerbare. Vi var heldige med vores safari og så så mange dyr. Løver, geparder, giraffer, zebra, hyæner, gnu, kudo, springbuk, næsehorn, elefanter, struds og vildsvin blev gennem fotograferet.

I dag skal vi have købt ind til "juleaften". Vi har nemlig inviteret personalet fra suppekøkkenet til stegt and med rødkål, sovs og kartofler samt ris a la mande. Lidt spændende fordi vi ikke helt kan få de fødevarer man plejer at bruge + at vi endnu ikke har fundet grødris. Så måske det bliver en æbletærte i stedet.

Sygeplejersker for en dag - Katutura hospital

Det er søndag middag, og vi sidder pt og hygger os med en muffin og en flaske vand - i skyggen. Vi er blevet beskyldt for altid at klage over vejret. Enten er det for varmt, eller også regner det! Vi er derfor stoppet med at klage os over varmen, og prøver at nyde den og søge skygge i stedet.

Der er sket meget forskelligt i denne uge. Vi har været sygeplejerske for en dag, på børneafdelingen på Katutura hospital. Det var en lidt blandet oplevelse. Børnene er indlagt med deres mødre, som hjælper børnene med alt. Så der er ikke så meget for sygeplejerskene at gøre. Der er dog 3 børn indlagt, som er blevet efterladt af deres forældre, så dem kunne vi passe lidt på. Vi lagde hurtig mærke til 2 ting. 1. Der er RIGTIG beskidt i forhold til, at vi befinder os på et hospital. 2. Børnene får kun æg, toastbrød, kiks, og marmelade med sukker ovenpå at spise. Vi spottede hurtigt et par damer der lignede nogle der kom fra køkkenet, og fik lavet os en aftale med dem om at vi bare kunne gå derned og tjekke det ud. Efter den beskidte oplevelse af gangen, var vi noget spændte på at se hvordan køkkenet tog sig ud. Til vores store overraskelse var køkkenet så fint og rent. Tror nærmest at det var det reneste sted på hele hospitalet. Ingen på hospitalet vidste at vi kom i dag, og indtil vi ramte køkkenet havde vi gået helt ubemærket hen. Men i køkkenet blev vi stoppet, og blev vist hen til hospitalets diætist. Hun var helt naturligt meget uforberedt på at vi kom, og virkede ikke helt tilpas med det. Hun var meget svær at forstå, men prøvede at give os et billede af hendes arbejde. Hun er den eneste diætist til 1.200 patienter, og har rigtig meget arbejde med individuelle samtaler, men også bare at oplærer læger og sygeplejersker i forholdt til kost. Vi blev desværre hurtigt afbrudt, og hun måtte sende os videre til en mand som kunne give os en rundvisning i køkkenet. Vi var vældig imponerede over den måde de virkede til at håndtere fødevarerne på, hvor kød, grøntsager og kartofler/pasta/majsgrød var helt opdelt og ikke i kontakt med hinanden. De havde specielle diæter til diabetikere og patienter med synke/tand problemer. For alle patienter kører de 14 dages menuer, og udover at der bliver serveret ret meget sukker til den enkelte patient i løbet af en dag, så er måltiderne rimelig varierende ud både i forhold til kød og grønt. Det var en rigtig fin oplevelse, men det kunne have været fedt at følge diætisten arbejde lidt tættere på!

Der er simpelthen sket det mest fantastiske i denne weekend. Vi har fået vores pas retur, og har endelig fået vores arbejdsvisum på plads. JUHUU.. Så de sidste 3 arbejdsdage i suppekøkkenet, kan vi nu arbejde helt lovligt. Efter at vi har hørt lidt historier omkring kopiering af pas, var vi ikke så vilde med at give dem væk, men det er måden det bliver gjort på. Efter 4 uger er de endelig i vores varetægt igen!

En anden vild ting der er sket her i weekenden, er at har været på bar i slumkvarteret Katutura. Vi startede egentlig med at se solnedgangen fra vores nye yndlingssted i Windhoek. Monicas søn Peacemaker og kæresten Iza tog os med op på en bakke hvor vi havde udsigt over hele byen, og kunne nyde solnedgangen i total stilhed. Det var virkelig koseligt (vi har fået 3 norske veninder, og er blevet vilde med ordet koseligt = hyggeligt). Vi har fået besked på ikke at opholde os i dette område alene, og slet ikke når det er mørkt. Det var kulsort da vi skulle ned, men vi havde hele 5 afrikanske bodyguards med os, så vi følte os nogenlunde trygge. Herefter tog vi på bar. Vi holdte hele tiden lidt øje med folk omkring os, men følte os helt tilpas i de andres selskab.

Igen har vi lavet mad. Denne gang med udgangspunkt i Monicas egen opskrift. Ris med sardiner og ærter og gulerødder fra dåser. Vi ændrede lidt på retten og tilsatte linser og fløde for at forhøje mængden af proteiner og energitætheden. Heldigvis havde vi mere succes med denne ret og børnene spiste alt op. Det mindede jo også meget om noget de kendte i forvejen.

På tirsdag tager vi på en 9 dages tur, hvor vi blandt andet skal på safari - vi glæder os :)

Udfordringer med maden og besøg på børnehjem

Med glæde fik vi introduceret malebøgerne til børnene. Vi valgte at lade dem vælge en tegning selv og så fortælle dem der kan engelsk, hvad der stod på tegningen og hvorfor. F.eks. at calcium findes i mælk og at det er godt for knogler og tænder. Med stor glæde opdagede vi hvordan en pige lyttede til os, og fortalte videre til en lille pige ved siden af hende. Jubii det var lige det der var vores hensigt. At hun modtog læring og videregav den. Det var en dejlig formiddag og børnene fik lov at tage tegningerne med hjem. Så håber vi at de hænger dem op, så familien måske også kan lære lidt.

Tirsdag var det vores maddag igen. Vi havde overvurderet hvor meget man kan lave om på, på en gang. I stedet for porridge lavet på majsmel, ville vi lave porridge lavet på en blanding af omahangu (hirse lignende) og majsmel. Grunden var at i omahangu er der 344% mere protein end der er i majsmel. Vi var klar over at en porridge lavet kun på omahangu, ville være for stor en ændring i forhold til hvad de plejer, så vi købte en pakke, hvor der var halvdelen af hver. Som tilbehør lavede vi en "sovs" af gulerødder og æbler krydret med kanel og sukker. DET var for meget for børnene. Enten kunne de ikke lide omahangu, gulerødder eller også var det kanelen som det var galt med. Kanel er ikke et krydderi som de bruger så meget hernede - har vi fundet ud af. børnene skal spise op, så det resulterede i at nogle af børnene gemte gulerødder og æbler i hænderne, andre i mundhulen og nogle var endda så dristige at de smed maden ud af vinduerne. Så vi blev klogere og lærte at man ikke skal lave for store forandringer på én gang.
Til eftermiddagsbørnene havde vi lavet en pasta blandet med bacon, lever i mini stykker, grøntsager og det hele vendt i chutney. Det blev heldigvis spist uden problemer.

Måske var det for at trøste os at Monica dagen efter lavede to retter som var inspireret af vores tidligere opskrifter :-) - og det hjalp.

Vi har fået kontakt til et børnehjem som hedder "Hope Village" og som også ligger i Katutura. Der er 84 børn i alderen 0-18 år. Hjemmet er startet af en hollandsk organisation der hedder Orange Babies i 2007. Vi besøgte stedet for at få et indtryk af hvordan ernæringen og sundheden er på sådan et sted. Vi blev meget imponeret af stedet fysiske rammer. Der var gode solide huse, bygget i mursten og med værelser inddelt med 4 gode senge i hver. Hvert barn har eget tøj og eget tøjskab. Al kommunikation foregår på engelsk, fordi der er så mange stammer blandet sammen, men også for at forbedre børnenes muligheder når de kommer i skole, hvor al undervisning foregår på engelsk. Stedet har egen have, hvilket gjorde at vi havde høje forventninger til den ernæring som børnene fik. Desværre oplevede vi kun at børnene fik pasta, ris og kød samt en mindre skefuld butternut mos. Kvinden som viste os rundt fortalte at den store mangel på regn, gjorde at deres have ikke var så flot som den plejer at være. Måske var det derfor der ikke var grøntsager i maden. Vi oplevede en flok ansatte som kom hjem efter indkøbstur til næste uges forbrug. Desværre uden grøntsager. Så måske vil det være et udmærket sted at være i praktik når man er ernæring og sundhedsstuderende.

Vi havde bedt Monica om vi måtte komme og lave mad sammen med hende en dag, på den måde som hun gør det. Grunden var at vi gerne ville se, hvilke fødevarer hun bruger, samt hvordan hele processen foregik. Vi ankom 6.30 og da var hun allerede i gang. Den første gryde ris var kogt. Derudover skulle der laves en gryderet med grøntsager og oksekød til risen, en gryde med pasta, dåsekød og butternut på dåse, og en gryde med ris og sardiner og dåseærter/gulerødder. Vi troede egentlig nok at vi vidste hvordan hun gjorde, men blev alligevel overrasket over hvor nemt det er at lave maden og hvor hurtigt det gik. Hun bruger meget få ingredienser i sin mad og i stedet for tilsætter hun et færdigblandet pulver som giver smag og farve. Hver ret har sin pulver.
Efter dagens oplevelse, blev vi blev enige om at de retter vi har lavet ind til nu, nok har krævet lidt for mange forskellige ingredienser, og vi er bange for at Monica måske ikke vil få fuld udbytte af dem, fordi de er for uoverskuelige både at købe ind til og at lave. Den næste ret vi vil lave, vil derfor være meget mere med udgangspunkt i hendes ret, men tilsat noget af det der mangler og som kan være relevant.

Besøg på børnehjemmet Hope Village

Mad til 400 børn

Allerede halvvejs

Ja så er vi nået halvvejs. Underligt som tiden går. Allerede halvvejs, men på den anden side har vi oplevet og lært så meget om kulturen, byen, menneskene, maden og alt muligt, så vi føler at vi har været her længere. Vi har lært nogle mennesker at kende, som er utrolig gode til at tage os med forskellige steder hen og introducere os til ting og oplevelser som er nye og fremmede for os.

Vi er endelig blevet færdige med vores malebog, som består af 15 forskellige tegninger. Det er små, simple tekster som f.eks. fortæller noget om frugt og grønt, og så er der et billede af en frugtkurv eller andet som de kan male. Vi vil gennem teksten og billederne forsøge at give lidt læring til børnene. Malebogen bliver vist til børnene i morgen mandag, også håber vi den bliver godt modtaget og at de får glæde af den.

Forleden var vi på en gåtur i området omkring Katutura sammen med Peacemaker og Isa. Vi ville besøge Penduka (betyder Wake up). Det er en arbejdsplads for arbejdsløse kvinder, som ikke ville have mulighed for job andre steder, fordi de har synsproblemer er hørehæmmede eller andet.  Stedet er grundlagt af en hollandsk kvinde med fokus på at hjælpe disse kvinder. De producerer alt muligt i batik, keramik og perler. Smukke og unikke ting. Heldigvis var der også en butik som vi kunne slå os løs i J

Vi har lavet mad igen. Denne gang var vi forberedte på den nye mega gryde, og vi fik den fyldt – så godt og vel endda. Retten bestod af oksefars med masser af snittet kål, kartofler, gulerødder, tomater, baked beans og dertil ris og pap. Pap spiser de lidt ligesom vi spiser kartoffelmos. Det er nærmest som en stiv vælling og den er lavet af majsmel. Majsmel er noget der bruges rigtig meget af her i landet. Den er forholdsvis rig på protein alt afhængig af kvalitet – selvfølgelig!

Vi bliver stadig iagttaget grundigt af Monicas faster, når vi laver mad. Hun ser altid ud som om ”det der – DET går ikke godt”, men hun er flink til at komme og smage når vi er færdige, og virker tilfreds.

Maden blev igen spist op. Der var flere børn en normalt, så selv om der var mere mad end normalt, så var der ikke nok, og faktisk var der denne dag nogen børn som blev sendt hjem, med kun ¼ æble og et glas saftevand. At de overhovedet fik ¼ æble var kun fordi vi havde besluttet os for at vise dem, at man kan bruge gulerødder som snack, og derfor købt 5 kg gulerødder og skåret dem ud i stave. Dem havde vi delt ud om formiddagen. Derfor var der æbler tilbage til de sidste – heldigvis. Vi har svært ved at se på at de må gå hjem uden mad, for vi ved jo om de får noget derhjemme.

Vi havde lovet Monica at købe knive, krus, dåseåbner, rivejern og kniv sliber for nogen af de penge vi har samlet ind. Vi havde fået at vide at det billigste sted var Chinatown, så der måtte vi ud. Utroligt så billigt det var. Knap 200 NAD (120 kr.) for det hele. Ufatteligt. Det bliver en fornøjelse at lave mad med disse nye knive på tirsdag.

 

 

 

Weekend uden myg - YEAH

Vi havde længe set frem til denne forlængede weekend, hvor vi sammen med de norske og finske piger + et par kærester skulle på roadtrip med Wayne. Vi tog afsted efter at vi havde været hos suppekøkkenet torsdag, og kom hjem i går mandag. Første stop hed Swakopmund som er beliggende ved kysten. Der er derfor lidt køligere her end i Windhoek, og hvad der er endnu mere fantastisk er, at der ingen myg var. Vi havde simpelthen i myggefri weekend. I Swakopmund blev der sandboardet, quadbiket, skydivet samt set både delfiner, pelikaner, flamingoer og tusindvis af sæler på en fantastisk bådtur (på båden fik vi besøg af både sæler og pelikaner). Under hele turen var vi under Waynes varetægt, der lavede alt mad til os, og sørgede for at tage os med de rigtige steder hen. Næste stop hed Sossusvlei, hvor vi camperede i telte og soveposer (SÅ hyggeligt). Her stod den på hygge om aftenen, men med et tidligt godnat, da vi skulle meget tidligt op næste morgen. I følge Wayne skulle vækkeuret stilles til kl. 4, så vi kunne nå solopgangen ved Sossusvlei sand dunes. Vi stod op, gjorde os klar, og kørte mod sandet. Men af en eller anden afrikansk årsag, var en aflåst låge i vejen, og vi kunne ikke komme videre. kl. 04.30 sad vi i 1 time i bilen og ventede på, at en mand låste lågen op. TÅLMODIGHED Lotte og Mette! Det var jo udefrakommende forhold, som vi ikke kunne gøre noget ved, så vi prøvede at tage det roligt, men det er virkelig svært :) Det var en time, som vi godt kunne have brugt i vores telt, men vi hyggede os. Konditionen som på nuværende tidspunkt nærmest er ikke eksisterende kom på prøve, men vi kom helt op til en fantastisk udsigt hvor vi nød solopgangen! Herefter gik turen hjemad, med en køretur på 6 timer, hvor vi både så aber, springbukke og en zebra. Weekenden bød generelt på mange og lange køreture, men det har været en god måde at se Namibias landskab på.
I dag var vi tilbage i suppekøkkenet, hvor vi havde savnet de dejlige børn, som derfor fik ekstra opmærksomhed. De fik malet sommerfugle i hovedet med kropsmaling.   

Snart weekend

Lørdagens besøg på restaurant satte nogle tanker i gang omkring madspild og ulige fordeling af goderne. Fødevarerne er forholdsvis dyre hernede (næsten på niveau med danske priser), men det er billigt at gå ud og spise pga. de lave timelønninger. De portioner man får serveret er mega store, og vi spiser kun ca.1/4. Det virker så forkert fordi der lige udenfor døren er mennesker som sulter hver dag. Det er en kæmpe kontrast i forhold til det vi oplever i suppekøkkenet, hvor de hver dag kæmper for at få mad nok til alle børnene, og mange af dem som kommer sidst, må nøjes med et toastbrød med gelé på.

Tirsdag lavede vi mad igen. Kylling i karry med grøntsager og ris. Vi havde købt ind til ca. 20 liter kylling i karry og 20 liter færdigkogt ris. I mellemtiden havde Monica fået en ny stor gryde, og den skulle vi selvfølgelig prøve. Vi mente at den var på 20 liter. Vi kogte, hakkede og pillede og tilsatte efterhånden det hele i gryden, men det var ligesom om den blev ved med at være halvtom. Vi fandt 10 store bagekartofler frem og tilsatte, men det var gryden ligeglad med, den var fortsat halvtom. Vi begyndte at regne og fandt ud af at gryden i hvert fald var mindst 30 liter stor. Efter mange liter af alt muligt kreativt blev den næsten fuld. Børnene spiste igen til vores store fornøjelse og bunden blev skrabet.

Nogle af de vejninger der blev foretaget af lægen og hans hjælpere i sidste uge, er desværre forkerte pga. at vægten stod skævt. Vi har derfor lovet ham at vi vil lave nogle nye vejninger i dag. Det drejer sig om ca. 40-50 af børnene. Det er vigtigt at målingerne er rigtige, fordi børnene skal måles igen senere, og man vil lave sammenligninger for at se hvordan det går.

Senere i dag skal vi på tur til Swakopmund, som er en by der ligger ved Atlanterhavet. Vi skal på en weekendtur sammen med de norske og finske piger. Vi skal forhåbentligt se delfiner, verdens største sandklit og med på jagt. Det bliver såååå spændende.